Baggrund for retningslinjer

Lovgrundlag
Det fremgår af planlovens § 11a, stk. 1, nr. 14, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresser, herunder beliggenheden af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, af økologiske forbindelser samt af potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser.

Det fremgår af planlovens § 11a, stk. 1, nr. 13, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for Grønt Danmarkskort.

Forpligtelserne vedr. Natura 2000 områder fremgår af miljømålsloven, som er en udmøntning af EU´s habitatdirektiv og vandrammedirektiv.

Nationale interesser
Det er en national interesse at sikre de særlige naturbeskyttelsesinteresser i Natura 2000-områder, generelt beskyttede naturområder efter naturbeskyttelseslovens § 3, strand- og klitfredede områder og naturfredede områder. Det er desuden en statslig interesse at sikre sammenhæng i naturen på tværs af administrative grænser og sikre koordination med handleplanerne, der realiserer Vand- og Natura 2000-planerne.

Det er et mål. at kommuneplanen ikke skader internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000-områder) og at planlægningen sikrer sammenhæng mellem Natura 2000-områder, generelle beskyttelsesområder og fredede områder ved at forbinde dem med økologiske forbindelser. 

Der arbejdes for at skabe større sammenhængende naturområder, idet en af de største trusler mod en varieret og værdifuld natur er, at levestederne er for få, for små og for spredte. Naturen og den biologiske mangfoldighed skal beskyttes ved at bevare og sikre økosystemer for at forbedre og genskabe levesteder for hjemmehørende planter og dyr. De økologiske forbindelser mellem naturområderne skal udbygges og suppleres ud fra økologiske kvalitetsmål for forbindelserne. Arealer med potentielle naturkvaliteter skal identificeres med henblik på at kunne prioritere en eventuel gradvis retablering til naturområder og en forbedret sammenhæng mellem naturområder samt etablering af større sammenhængende naturområder.

Planstrategi 2019
I Planstrategi 2019 vedtog Allerød Byråd, at byrådet vil udvikle dyr og planters spredningsmuligheder samt de rekreative værdier forbundet hermed ved at styrke indsatsen for udvikling af Det Grønne Danmarkskort. Kommunen vil også fortsat sikre kommunens indsats med naturpleje og naturgenopretning, især i fredede områder og Natura 2000 områder med mange naturtyper og arter.

Natur-, miljø- og klimapolitik

Kommunen vedtog i 2021 en Natur-, miljø- og klimapolitik 2030, hvor der fastsættes politiske udviklingsmål mod et bæredygtigt Allerød. Heri indgår, at det skal være muligt at opleve naturen tæt på og at styrke naturen i det åbne land I disse temaer sættes der fokus på udvikling og beskyttelse af naturen, herunder den bynære natur og grønne områder samt at styrke naturen i det åbne land ved at skabe bedre, mere og sammenhængende natur og målrette naturplejen, så den øger biodiversiteten.

Derudover vil kommunen give alle kommunens borgere bedre adgang til at opleve naturen tæt på ved at skabe plads til naturen i bynære områder samt øge børns kendskab til naturen ved at prioritere undervisning om natur målrettet børn. Fokus vil også blive lagt på naturvenlig drift af de grønne arealer i byerne. Målsætninger

  1. Kommunen vil i det åbne land arbejde for mere sammenhængende og bedre natur, og undersøge, hvor der kan skabes ny natur med det primære formål at øge biodiversiteten. Kommunen vil også udpege naturområder, søer og vandløb af lokal og regional betydning og i disse områder i samarbejde med lodsejerne arbejde på at fremme biodiversiteten og livsbetingelserne for sjældne arter.
  2. Kommunen vil samarbejde med lodsejere om aktivt og systematisk at bekæmpe invasive arter for at beskytte de hjemmehørende arter og fremme biodiversiteten.
  3. Kommunen vil øge biodiversitet gennem målrettet pleje af naturområder og prioritere kontinuerlig naturpleje i områder med særlig høj biodiversitet og områder med værdifuld natur. Naturplejen skal også tilgodese værdifuld bynær natur.
  4. I byområder generelt, især byområder grænsende op til Grønt Danmarkskort vil kommunen, særligt i nye byudviklingsområder, arbejde for realiseringen af mere natur på bynære grønne arealer og fremme forståelse for og oplevelse af naturen. Dette gøres ved at øge fokus på plads til natur og naturvenlig drift af byens grønne områder, samt øge borgernes muligheder for bynære naturoplevelser.

Handlemuligheder til at få naturen ind i byen vil indgå i den kommende handleplan for biologisk mangfoldighed, der ventes udarbejdet i 2022.

Grønt Danmarkskort 2021
I Kommuneplan 2021 er den tidligere udpegning i kommuneplan 2017 af Grønt Danmarkskort videreført. Udpegningen er foretaget ud fra disse 3 nationale kriterier:

  1. Eksisterende værdifulde naturområder udenfor Natura 2000-områderne.
  2. Nye naturområder, som kan udvide eller skabe sammenhæng mellem eksisterende værdifulde naturområder, herunder i tilknytning til og mellem Natura 2000-områder.
  3. Naturområder, som samtidig bidrager til andre formål, herunder klimatilpasning- og forebyggelse, vandmiljø eller rekreation.

Kriterierne svarer til de kriterier, der er brugt til udpegning af de biologiske interesseområder, og Grønt Danmarkskort er derfor overlappende med naturbeskyttelsesområder, potentielle naturbeskyttelsesområder, økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser. Ovenstående udpegninger er i høj grad videreført fra tidligere kommuneplaner, men er revideret i forbindelse med Kommuneplan 2017. Blandt de nye ændringer er, at alle de af staten nyudpegede Natura 2000 områder indgår i Grønt Danmarkskort.

Med udgangspunkt i det digitale naturkort og Allerød Kommunes Strategi for biologisk mangfoldighed er naturområder og økologiske forbindelser gennemgået, og det er undersøgt, hvilke arter der er tilknyttet hvilke områder.

De økologiske forbindelser er bl.a. udpeget for arterne stor vandsalamander, spidssnudet frø, stor kærguldsmed og isblåfugl

Den potentielle økologiske forbindelse er bl.a. udpeget for arterne agerhøne, markfirben, dværgblåfugl og skovkløver.

Langs Kollerød Å er der en økologisk forbindelse, som hovedsageligt forbinder områder til Hillerød Kommune. Allerød Kommune fastholder afgrænsningen så længe Hillerød Kommune ikke reviderer afgrænsningen. Nyligt gennemførte naturplejeprojekter i Kollerød å styrker denne økologiske forbindelse.

En øget indsats for klimasikring og natur mellem Bastrup sø og Uggeløse/Lynge styrker dette udpegede naturbeskyttelsesområde.

Et Naturråd bestående af kommuner og interesseorganisationer og grønne organisationer er kommet med forslag til yderligere udpegninger til Grønt Danmarkskort for hele regionen. Alle konkrete arealforslag i Allerød Kommune undtagen ét ligger i de nu udpegede områder i Grønt Danmarkskort. Et enkelt industriområde i Vassingerød kunne af lovmæssige årsager ikke udpeges. Derudover var der generelle anbefalinger til indsatser for at styrke naturen.

Kortlægning af værdifuld natur
Udpegningen af områder med biologiske interesser er baseret på en omfattende kortlægning af naturområderne i og omkring Allerød Kommune i forbindelse med kommuneplan 2009 arbejdet.

Der blev i alt kortlagt og værdisat 91 naturområder fordelt på ca. 1460 ha. Værdisætningen skete ud fra et pointsystem, hvor områdernes naturindhold, naturtype, størrelse m.v. indgik. Ud fra tildelingen af point blev områderne inddelt i “A”, “B”, “C” eller “D” natur, hvor “A” er den absolutte bedste natur.

Kortlægningen forventes revideret i perioden 2024-2027 herunder med en sammenkobling med kortlægningen af Statens vurdering af områder med Høj Natur Værdi (HNV-områder) og den opdaterede §3-registrering (se nedenfor).

Ved udgangen af 2024 skal kommunen have opdateret sin samlede registrering af naturbeskyttede områder (såkaldt §3 arealer) iht. krav fra staten.

 De 2 ovenstående tiltag til bedre viden om naturtilstanden kan skabe et bedre dokumentationsgrundlag i det landsdækkende kommunale naturkapitalindex som Århus Universitet med mellemrum udarbejder i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Her ligger Allerød Kommune på en flot 14. plads.

Statisk kort