Baggrund for retningslinjer

Lovgrundlag
Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af trafikanlæg, jf. planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 4.

Fingerplan 2019
Fingerplanen fastlægger et sammenhængende overordnet cykelstinet for pendlere på tværs af kommunegrænser. Stinettets hovedformål er at tilbyde så direkte og hurtige ruter som muligt for cykeltransport fra bolig til arbejde. Stinettet består i den centrale del af storbyområdet af de såkaldte supercykelstier. I de øvrige kommuner i hovedstadsområdet er udgangspunktet det overordnede regionale trafikstinet, som blev fastlagt i den tidligere regionplan.

Fingerplanen fastlægger endvidere regler for planlægning af et sammenhængende, overordnet rekreativt stinet, som på tværs af kommunegrænser kan forbinde de større byområder med grønne kiler, kyster, værdifulde landskaber og naturområder. Det rekreative stinets hovedformål er at skabe størst mulig regional offentlig tilgængelighed til alle hovedstadsområdets attraktive grønne områder.

Pendler-stinettet og det rekreative stinet er angivet med principielle linjeføringer, hvilket betyder, at der i kommuneplanlægningen kan fastlægges alternative linjeføringer på udvalgte strækninger. Det er dog en forudsætning, at stiføringen overholder Fingerplanens principper for stiplanlægning. Det er blandt andet et væsentligt kriterium, at pendler-stinettet sikrer cykelpendlere direkte forbindelse til overordnede trafikmål såsom bolig- og arbejdspladskoncentrationer, trafikterminaler mv., mens det rekreative stinet skal være sammenhængende og tilrettelægges med henblik på rekreativ anvendelse og oplevelse.

Planstrategi 2019
I henhold til Planstrategi 2019 vil byrådet arbejde for at:

  • At adgang fra byen og de enkelte boligområder til naturen prioriteres i byudviklingen. I den fremtidige planlægning sikres kort afstand til mindre grønne områder samt forbindelser til større grønne områder som statsskove og Lynge Natur- og Fritidsområde.

 

  • At flere trafikanter flyttes fra biler til andre transportmidler, hvilket fremmer fysisk aktivitet i hverdagen og en grøn bæredygtig udvikling. Vi indretter vores kommune med stort fokus på tilgængelighed for de bløde trafikanter. På skoleveje samt til bymidten og vores kulturinstitutioner prioriteres cyklende og gående fremfor bilister.