Lovgivning
Planloven skal overordnet sikre, at den sammenfattende planlægning forener samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Af planlovens § 1 stk. 2, nr. 4, fremgår, at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper skal forebygges.
Statslige interesser
’Bekendtgørelse om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse’ og tilhørende vejledning har til formål at sikre, at kommuneplanlægningen bidrager til at beskytte statens drikkevandsinteresser i OSD-områder og BNBO. Kommunerne må således kun planlægge for potentielt forurenende virksomheder, hvis det kan godtgøres, at en placering uden for OSD ikke er mulig og at forurening af grundvandet kan forebygges. I vejledningens bilag 1 findes en ikke udtømmende liste over de relevante virksomhedstyper. Der er desuden supplerende redegørelseskrav, hvis området ligger inden for sårbare invindingsområder, områder med stor grundvandsdannelse eller områder med knap grundvandsressource.
Statens Vandområdeplaner 2015-2021
De overordnede miljømål sat af staten for Allerøds regionale grundvandsforekomster er bedre kvantitativ og kvalitativ tilstand. Datoen for målopfyldelsen for de overordnede miljømål er udskudt på ubestemt tid, og målsætningen i Statens vandområdeplaner 2015-2021 er derfor at arbejde for at vende trends til bedre kvantitativ og kvalitativ tilstand.
I statens vandområdeplaner er der fastsat mål om god økologisk og kemisk tilstand for vandløb og søer, og udledning af spildevand må ikke hindre målopfyldelse. Det medfører, at der vil være krav om, at spildevand skal renses og ofte også forsinkes, inden det udledes til vandløb og søer.
Indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse
Ifølge Bekendtgørelse om Indsatsplaner har kommunerne pligt til at udarbejde indsatsplaner til beskyttelse af de områder Staten har udpeget som indsatsområder inden for følsomme indvindingsområder. Kommunen er på baggrund af ny grundvandskortlægning i gang med at udarbejde en ny indsatsplan. Den kommende indsatsplan bliver gældende for hele kommunen
Kommunens Grundvandsstrategi og paradigme for nedsivning af regnvand
For beskyttelsen af grundvandet og differentiering af beskyttelsesområder inden for OSD har kommunen udarbejdet en grundvandsstrategi. Grundvandsstrategien formulerer således kommunens helhedsorienterede forvaltning af grundvandsressourcen og indeholder restriktioner udover det, der fremgår af anden lovgivning.
Allerød har haft en mangeårig tradition for at nedsive regnvand fra tage og veje. For at sikre en ensartet sagsbehandling i forhold til grundvandsbeskyttelsen har kommunen vedtaget et paradigme for nedsivning af tag- og overfladevand. Paradigmet udgør et forvaltningsgrundlag for afgørelser under hensyn til risikovurderinger, grundvandets sårbarhed osv.
Miljøbeskyttelsesloven
Miljøbeskyttelsesloven har blandt andet til formål at forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand, jord og undergrund (jf. § 1, stk. 1).
Særligt i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og i høj grad en række bekendtgørelser med ophæng i lovens § 19 specificerer, hvad der kan gives tillade til således at grundvandshensynet er afvejet.
Når der gives tilladelse efter vandforsyningslovens § 20 til vandindvinding for et vandindvindingsanlæg kan kommunen (jf. miljøbeskyttelseslovens § 22) med få undtagelser fastsætte beskyttelseszoner omkring vandforsyningsboringer. Derudover har kommunen efter miljøbeskyttelseslovens § 24 mulighed for at foretage restriktioner for arealanvendelsen enten ved frivillige aftaler med lodsejer eller i form af påbud inden for de afgrænsede BoringsNære BeskyttelsesOmråder (BNBO).
For ikke boringsnære områder kan kommunen efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a pålægge lodsejer rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, hvis kommune finder dem nødvendige for at sikre drikkevandsinteresser mod forurening med nitrat eller pesticider. Paragraffen kan dog kun anvendes, hvis kommunen har udarbejdet en indsatsplan for grundvandbeskyttelse for området.
I miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og tilknyttede bekendtgørelser og vejledninger med ophæng i kapitlet fastlægges, hvad kommunen skal tage hensyn til ved udarbejdelse af tilladelser til udledning af spildevand til vandløb og søer. Loven med tilhørende bekendtgørelser og vejledninger bestemmer desuden, at kommunen skal udarbejde en plan for bortskaffelse af spildevand i kommunen.
Kommuneplan 2021
Retningslinjekortet opdateres i kommuneplan 2021 med de seneste BNBO-beregninger fra 2020.
Spildevandsplan
Spildevandsplanen udgør den samlede plan for bortskaffelse af spildevand og fastlægger forsyningsselskabets forsyningspligt samt serviceniveauet for oversvømmelser fra kloaksystemet.
Forsyningsselskabet Novafos og Allerød Kommune har i samarbejde udarbejdet en områdeplan for Allerød Kommune i 2021. Områdeplanen danner rammen for den fremtidige klimasikring af kloakkerne i alle byområderne i kommunen og konkretiseres i delområdeplaner for udvalgte områder. Arbejdet med de første delområdeplaner er startet i 2021. Når der foreligger en delområdeplan med de definerede nødvendige tiltag for at leve op til serviceniveauet for oversvømmelser fra kloakkerne, skal tiltagene indarbejdes i kommunens spildevandsplan. Læs mere om dette i afsnit 6.6. Klimatilpasning.
Det fremgår desuden af kommunens Klimaplan 2020, at der i den fremtidige håndtering af regnvand skal tænkes på tværs af vandkredsløbet, og at der så vidt muligt skal findes multifunktionelle og bæredygtige løsninger.