Bemærkninger til retningslinjer

Grundvand
Med retningslinjerne for grundvand er de kommunale strategier, handleplaner m.v. indskrevet som relevante dokumenter i kommunens planlægning, såvel som deres væsentligste betydning for kommuneplanlægning er opsummeret.

Ud over de her nævnte beskyttelseszoner findes i lovgivningen en række fastsatte afstandskrav til indvindingsboringer, jordvarmeanlæg, olietanke m.m., der alle kræver opmærksomhed i kommunens planlægning.

I de følgende afsnit er geografiske afgrænsninger, strategier m.v. samt relevant øvrig lovgivning kort beskrevet. Grundvandskortlægningen opdateres løbende. Der skal altid administreres efter den nyeste viden som kan findes på Miljøportalen. Udpegningen kan dermed afvige fra de viste på kortet. 

Områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD)
Områder med særlige drikkevandsinteresser er områder, hvor regnvandet nedsiver og danner grundvand, som har regional betydning for vandforsyninger, eller som kan få regional betydning i fremtiden. OSD er udpeget af staten i forbindelse med grundvandskortlægning. Se endvidere Bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer.

Følsomme Indvindingsområder og Indsatsområder
Følsomme Indvindingsområder er en fællesbetegnelse for henholdsvis Nitratfølsomme og Sprøjtemiddelfølsomme Indvindingsområder (NFI og SFI). Følsomme Indvindingsområder er defineret i forbindelse med grundvandskortlægning. De følsomme indvindingsområder skal anses som følsomme over for de konkrete og sammenlignelige stoffer. Staten har på baggrund af de følsomme indvindingsområder udpeget indsatsområder, hvor kommunerne skal udarbejde indsatsplaner for beskyttelsen af grundvandet. Se endvidere Bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer.

BoringsNære BeskyttelsesOmråder (BNBO)
Boringsnære Beskyttelsesområder er zoner omkring indvindingsboringer til almene vandforsyninger. Beskyttelseszonerne er beregnet så de dækker den afstand vandpartiklerne er om at nå frem til boringen indenfor den tid der går mellem boringskontrol. Arealanvendelsen i boringens umiddelbare nærhed er således afgørende for sikring af grundvands­kvaliteten. Kommunen kan derfor indenfor BNBO fastsætte restriktioner for arealanvendelsen, typisk i form af forbud mod anvendelse og opbevaring af sprøjtemidler og gødning. Miljøstyrelsen har beregnet BNBO for vandforsyningsboringer indenfor kommunens areal. BNBO har lovhjemmel i Vandforsyningsloven og Miljøbeskyttelsesloven. Se endvidere Vejledning til BNBO.

Områder med stor grundvandsdannelse eller knap grundvandsressource
En stor grundvandsdannelse kan i sig selv danne baggrund for at udvise ekstra hensyn til grundvandet. Områder med stor grundvandsdannelse indikerer, at eventuelle forurenende stoffer meget hurtigt ender i grundvandet. Omvendt kræver områder med en knap grundvandsressource (kvantitativt) en sikring af, at der også efter en byudvikling fortsat dannes grundvand til fremtiden. De geografiske områder med stor grundvandsdannelse og knap grundvandsressource er ikke kortlagt som de øvrige geografiske afgrænsninger og beror på en konkret vurdering ud fra hydrologiske forhold. I Statens Vandområdeplaner 2015-2021 er det dybeste, regionale grundvandsmagasin under Allerød udpeget til at have en dårlig kvantitativ tilstand.

Spildevand
Spildevand er en fællesbetegnelse for vand, der afledes fra husholdninger, industri m.v., samt regnvand som afledes direkte fra tage, veje osv. 

Afvandingen af regnvand skal være bæredygtig og multifunktionel. Med bæredygtig menes, at så meget regnvand som muligt ledes uden om kloaknettet og nedsives lokalt. For eksempel kan tagvand ledes via faskiner i underjorden eller ledes til regnvandsbassiner til nedsivning. der foretrækkes overfladeløsninger som åbne bassiner, grønne løsninger og gravitationsløsninger frem for pumpeløsninger for regnvand, betonløsninger og lukkede underjordiske løsninger. Med multifunktionel menes, at regnvandsbassiner og andre overjordiske anlæg i gadebilledet eller i landskabet bliver udformet således, at de får en rekreativ, æstetisk eller naturmæssig værdi.

Statisk kort