Baggrund for retningslinjer

Lovgrundlag
Allerød kommune skal udarbejde klimatilpasningsplaner. Disse planer skal indeholde en kortlægning af risikoen for oversvømmelser, og planerne skal skabe overblik over og prioritere indsatsen for klimatilpasning. Klimatilpasningsplanerne indarbejdes direkte i eller som tillæg til kommuneplanerne.

Nationale interesser
Det er et statsligt krav, at der foretages en vurdering af oversvømmelsesrisikoen for ekstreme oversvømmelser ved nedbør og fra vandløb og søer, havet, fjorde og andre dele af søterritoriet for hvert vanddistrikt. På baggrund af vurderingen er der udpeget risikoområder, hvor der er en potentiel væsentlig oversvømmelsesrisiko, eller hvor en sådan må anses for sandsynlig.

Planstrategi 2019
Det er byrådets mål at Allerød Kommunes høje serviceniveau i forhold til håndtering af regnvand fastholdes. Der arbejdes for en større sikring mod skybrud i fremtiden.

Byrådet vil arbejde for, at der på lang sigt sikres bedre mod oversvømmelser ved nybyggeri, og at vandløbene kan håndtere vandet fra byområderne. Det skaber flere og bedre overfladevandområder og dermed mere natur.

I henhold til Planstrategi 2019 vil byrådet se på sandsynligheden for oversvømmelser. Derfor er der i denne kommuneplan indarbejdet alle de arealer, der er i risiko for at blive oversvømmet ved skybrud. I de områder, som udpeges i kommuneplanen, skal der fremover tages stilling til klimasikring ved udarbejdelse af nye lokalplaner.

Kortlægning af risikoområder og indsatsområder
Udpegning af risikoområderne for oversvømmelser er baseret på  oversvømmelseskort fra forskellige forventede regnvejrshændelser fra spildevand, vandløb og lavninger. Risikoområderne vil indgå i den fremadrettede planlægning i kommunen i områdeplan og delområdeplaner.

Der er udpeget indsatsområder. For alle indsatsområder er det nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser, der er målrettet hvert enkelt område. Årsagerne til oversvømmelserne skal klarlægges og strømningsvejene skal simuleres i en hydraulisk model.

Spildevandsplanen

I Allerød Kommunes gældende spildevandsplan fra 2013 er der en målsætning om, at al regn- og spildevand i kommunen håndteres, så der ikke sker en uhensigtsmæssig påvirkning af hverken søer og vandløb eller grundvandsressourcen, og at bebyggede områder sikres mod for store skadevirkninger.

Kommunen og Novafos har i en lang årrække arbejdet med at klimasikre kommunens kloaksystem, og der er etableret løsninger for de mest kritiske områder. Langt de fleste områder er allerede en del af en planlagt eller igangværende indsats som det ses af bilag 2 med de prioriterede indsatsområder. De områder, der stadig mangler at få igangsat indsatser, vil indgå som en del af arbejdet med en kommende ny spildevandsplan. Arbejdet med en ny spildevandsplan igangsættes i 2021.

Natur-, miljø- og klimapolitik

I Kommunens Natur-, miljø- og klimapolitik fra 2021 fastsættes politiske udviklingsmål mod et bæredygtigt Allerød. Heri indgår at det skal være muligt at opleve naturen tæt på blandt andet med fokus på udvikling og beskyttelse af den bynære natur og grønne områder. Derudover vil kommunen give alle kommunens borgere bedre adgang til at opleve naturen tæt på ved at skabe plads til naturen i bynære områder. Heri kan bymæssige afværgeforanstaltninger for regnvandet indgå.

Vandområdeplaner og Naturplaner

Staten er ved at færdiggøre vandområdeplanerne for den 3. vandplanperiode 2021-2027. Disse planer vil sætte rammer for vilkår, indsatser og virkemidler for at opfylde målet med gode økologisk tilstand i vores vandløb, søer, kystvande og grundvand. De statslige krav hertil vil indgå i Allerød kommunes vurdering, når der i konkrete planer og sager foreligger forslag til afværgeforanstaltninger for at hindre oversvømmelser. Afværgeforanstaltningernes eventuelle påvirkning af opfyldelse af vandplanernes målsætninger vil blive inddraget i vurderingen før en afværgeforanstaltning kan gennemføres.

EU naturbeskyttelsesområder, de såkaldte Natura 2000 områder, er blevet kraftigt udvidet i forrige kommuneplanperiode. Nu indgår flere af de bynære statsskove i udpegningen. For at sikre naturværdierne i disse områder vil Staten i den kommende kommuneplanperiode realisere nye naturplaner for hvert Natura 2000 område, for perioden 2022-2027. Disse planer skal sikre en opfyldelse af gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper der er udpeget i Natura 2000 områderne. Disse planer vil sætte rammer for vilkår, indsatser og virkemidler for denne målopfyldelse.

For at kunne opfylde disse målsætninger er det afgørende, at disse naturområder ikke påvirkes negativt af tiltag og afværgeforanstaltninger der skal sikre mod oversvømmelser. Opmærksomhed er vigtigt på dette punkt da mange af Allerød kommunes Natura 2000 områder ligger bynært og derfor kan blive påvirket af ændret regnvandshåndtering i især byområder

Klimaplan 2020

I Allerød kommunes klimaplan 2020 er det sat som mål at:

  • der senest i 2027 er igangsat indsatser, der sikrer, at spildevandshåndteringen i Allerød Kommune understøtter, at kommunens vandløb og søer er i god økologisk balance.
  • Håndtering af regnvand indgår som en del af planlægningen af nye udstykninger og boligområder samt i dialogen med bygherre.
  • Regnvand skal, hvor det er muligt, indgå som et rekreativt element i byens rum samt øge naturindholdet i byområderne.

De to første mål er indarbejdet i det nuværende serviceniveau for spildevandshåndtering i Allerød Kommune, som drift og udbygning af kommunens kloakker i eksisterende og nye udstykninger skal leve op til senest i 2040.

Allerød Kommune og Novafos har udarbejdet en analyse af spildevandssystemet i hele kommunen, som skal understøtte en helhedstilgang og en samlet planlægning heraf (kaldet Områdeplanen). Områdeplanen er baseret på de seneste forventninger til udvikling af klimaet over en 100 årig periode. 

Der udarbejdes i 2021 et tillæg til klimaplanen 2020 vedrørende klimatilpasning. Heraf kan følge reviderede målsætninger som følge af det reviderede datagrundlag fra Områdeplan 2021.

Allerød Kommune vil genoptage dialogen med Forsvaret om at etablere vådområder på lavbundsarealer på Forsvarets arealer ved Sjælsø for at sikre Sjælsø mod påvirkning fra regnvand og andet fra byområderne.

Statisk kort