Plansystemet

I Danmark er det kommunernes opgave at omsætte overordnede retningslinjer og visioner til faktisk fysisk planlægning.

Staten fastlægger de overordnede retningslinjer for planlægningen.

Kommunerne skal udarbejde en samlet og koordineret plan for arealanvendelsen i byen og det åbne land. Kommuneplanen skal på baggrund af en samlet vurdering af udviklingen i kommunen indeholde retningslinjer for en lang række emner, der vedrører kommunens udvikling.

Hvert fjerde år skal byrådet - i første halvdel af valgperioden - vedtage og offentliggøre en planstrategi, som skal indeholde en bred og langsigtet tilgang til kommunens udvikling. Hensigten med planstrategien er at skabe en fælles forståelse for kommunens muligheder og udfordringer, hvor kommunen skal bevæge sig hen de kommende år, og hvad det kræver. Planstrategien skal også beskrive kommunens rolle i regionen.

Planstrategien skal indeholde byrådets vurdering af - og strategi for - kommunens udvikling, og byrådets beslutning om en samlet revision af kommuneplanen eller en revision af kommuneplanens bestemmelser for særlige emner eller geografiske områder i kommunen.

På baggrund af beslutninger i forbindelse med planstrategien skal kommuneplanen for en periode på 12 år fastlægge de overordnede mål og retningslinjer for kommunens udvikling såvel i byerne som i det åbne land.

Kommuneplanen skal indeholde rammer for, hvad der kan bestemmes i lokalplaner for de enkelte dele af kommunen, eller for den enkelte ejendom.

Lokalplanen er den mest detaljerede plan i plansystemet. Den er direkte bindende for ejere og brugere af de ejendomme, som omfattes af planen.