Rammer for lokalplanlægningen er den mere administrative del af kommuneplanen. Med udgangspunkt i hovedstruktur og retningslinjer fastsættes der under rammer for lokalplanlægning de konkrete bestemmelser for anvendelsen af de enkelte delområder (rammeområder).
For hvert rammeområde beskrives de bestemmelser, der gælder for udarbejdelsen af lokalplaner. Rammebestemmelserne er bindende for lokalplanernes indhold. En lokalplan må derfor ikke overskride rammerne, men lokalplanens bestemmelser må derimod gerne være strammere og mere detaljerede end rammerne.
Temaet "rammer for lokalplaner" er delt op i 7 afsnit, der hver især indeholder rammebestemmelser for en række rammeområder i kommunens 7 forskellige bydele: Lynge-Uggeløse (LU), Ravnsholt (RA), Engholm (EN), Lillerød (LI), Skovvang (SK), Blovstrød (BL) og Lillerød Stationsområde (LS).
Hvert rammeområde beskrives med bestemmelser for den fremtidige anvendelse så som boligområder (B), erhvervsområder (E), blandet bolig og erhverv (BE), centerområder (C), områder til offentlige formål (O), rekreative områder (R), landområder (L) og militære arealer (M). Desuden fastlægger rammerne bestemmelser for bebyggelsesprocent, bygningshøjde, bevaring, rekreative arealer, natur og landskab, støj, overfladevand m.m.
Hvert rammeområde er navngivet ud fra bydel, anvendelse samt et fortløbende nummer. Eksempelvis er LU.B.03 navngivningen for boligområde nr. 3 i Lynge-Uggeløse bydel.
Under hver bydelsafsnit kan du klikke dig frem til bestemmelserne for de enkelte rammeområder, både via kortet til højre og via rammenumrene under kortet.